Den frie forfatterskole er ikke en skole i traditionel forstand. Her er ingen lærere og ingen elever, kun medlemmer, der trækker på hinandens forskellige erfaringer. Men det handler stadig om at lære – lære at give kritik, lære at arbejde med skønlitterær skrift – at læse og blive læst. Alle kan være med, uanset erfaringsgrundlag, bare du er skrivende og har lyst til at engagere dig i et fællesskab – og så er det endda gratis.

Hvis du melder dig ind (under fanebladet ”Vær med”), bliver du medlem af en kritikgruppe. Vi vil bestræbe os på at lave grupper, der er sammensat af medlemmer med så forskellige erfaringer og interesser som muligt, så alle får udvidet deres horisont. Derfor vil du også blive bedt om at vedhæfte et lille stykke tekst, når du tilmelder dig. Som udgangspunkt mødes I én gang om ugen, hjemme hos hinanden – I får en vejledning til, hvordan det kan foregå med jeres velkomstmail, men det er naturligvis op til gruppen selv at definere de rammer, der giver bedst mening.

Når du ansøger, skal du skrive, om du vil være gruppeansvarlig. Dette indebærer, at du sørger for at arrangere det første møde i gruppen ved at kontakte de andre. Derudover er du ansvarlig for, at der altid er tjek på, hvor og hvornår I mødes, samt hvem der har tekst med.

Hvis der opstår problemer i gruppen, kan vi i nødstilfælde fungere som vejledere – for eksempel hvis gruppen er gået i stå eller I over en længere periode har haft svært ved at få kritikken til at fungere på en konstruktiv måde.

Til at begynde med foregår dette initiativ i Københavnsområdet, men selvom du ikke er fra København, er du velkommen til at skrive til os – det kunne jo være, at der var flere fra din by, som havde lyst til at starte en gruppe.


hønefjer